Monthly Archives: October 2011

Amsterdam og sporvogne

Sporvogn i Amsterdam centrum

Vi var på en forlænget weekend til Amsterdam, og det slog mig hvor velfungerende deres offentlige transportsystem fungerede. Især sporvognene. De af os der husker København med linje 2 og 5 og alle de andre sporvogne, mindes sikkert lyden af konduktørens ringeklokker og lyden af de store metalhjul mod de hårde skinner. Denne del af oplevelsen er ikke helt den samme i Amsterdam.

De er ikke helt lydløse, men når man sidder inde i sporvognene er der nu ret stille. De er konstrueret meget lave, så alle nemt kan stå af og på. Når de bevæger sige igennem de mindre gader i centrum, hvor der er et hav af turister, kører de tilpas langsomt til, at det på intet tidspunkt føles farligt.

Den helt store gevinst er, at der stort set ingen biltrafik er i hele den indre bykerne. Det skyldes dels de mange sporvogne, dels at det er meget vanskeligt at parkere sin bil, og hvis det endelig lykkes, er det ret dyrt. Så man færdes sikkert og uden giftig røg fra bilerne, når man færdes som turist i Amsterdam.

Udover de mange sporvogne er der 4 metrolinjer samt en del busser.

Vi tog en bus til lufthavnen, og de har deres helt egen vej frem og tilbage, hvor der er lavet bussluser – ala dem på Nørrebro – så man bliver transporteret sikkert og uden ventetider fra centrum til lufthavnen.